Tag-arkiv: institution

“Forældre holder sommerferie uden deres børn”. Hvad med lidt nuancering?

DRs topnyhed her til morgen hedder “Forældre holder sommerferie uden deres børn“, og handler meget kort om at 1 ud af 5 adspurgte forældre i en undersøgelse fortæller, at de i dele af eller hele deres ferie anbringer børnene i institution. DR får nu undersøgelsen vinklet til at “Forældre holder sommerferie uden deres børn”. Derefter får en BUPL talsmand lov til at være indigneret (“ligesom deres forældre har brug for ro, så har børnene det altså også. De har brug for ferie sammen med deres forældre“), og en repræsentant for forældre for lov til at forsvare, for det “tyder på, at der er to mennesker, der også vil pleje deres parforhold, og det kommer jo så i sidste ende hele familien til gode“. Men her er det allerede for sent, for vinklen er valgt: Vi skal være fortørnede over at forældre ikke bruger tid sammen med deres børn.

Men hvis vi nu lige træder et skridt tilbage, og ser på de faktisk skriver, så er vi ude i at 1 ud af 5 forældre sender børn i institution i dele af eller hele deres ferie. Vi ved med andre ord ikke hvor mange forældre, der feder den gennem hele ferien uden ungerne i løbet af dagen, eller hvor mange forældre der kun gør det i dele af deres ferie, og i øvrigt hvor langt tid disse dele drejer sig om. Nu er det ikke utænkeligt at Epinion og DR rent faktisk har spurgt om sådanne bagateller i deres undersøgelse, men de oplyser ikke om det, for det vil sikkert ødelægge deres vinkel og gøre det hele mudret – eller nuanceret om man vil.

De kunne også have spurgt om hvor mange forældre, der sender børnene på ferielejr eller hos bedsteforældrene i hele eller dele af deres ferie, og så kunne vi have været forargede over at det måske er helt op mod 4 ud af 5, der svarer ja til den.

Hvad er så problemet? Det er et problem for de børn, som aldrig holder ferie, men vi ved ikke hvor mange det drejer sig om. Måske er det kun 1 ud af 20 og de resterende 15% (af de 20% som vi skal være sure på) hører til i kategorien med dele af deres ferie, som vi igen ikke ved om det er en 1 dag ud af 15 eller 14 dage ud af 15. Det er også et problem for de forældre som aldrig får lov til at være kærester og se hinanden dybt i øjnene en gang i mellem. Men vi ved heller ikke hvor mange det drejer sig om.

Men det største problem er at DR for at kunne skabe en “nyhed” (for dette er vel næppe en overraskelse for nogen) har været nødt til at fremlægge tallene på en måde, så vi ikke ved hvilket grundlag de gerne vil have os til at være forargede på.

DR bør som minimum fremlægge alle tallene i undersøgelsen eller helt afstå fra at tabloisere en nyhed på så tyndt et grundlag.

Med venlig hilsen en far som netop nu har 2 ud af 3 børn på ferie hos bedsteforældre i sin egen ferie, og derfor overhovedet har tid til at skrive dette indlæg.