Barselsramt

Efter at have holdt fri/orlov sammen med min kone i december måned er jeg nu sprunget ud i den rigtige orlov. Det er dejligt at kunne bruge noget tid sammen med den yngste på egen hånd, men der er afgjort også masser af praktiske ting at bruge tiden på, når der samtidig er to større børn, der skal bringes og hentes i børnehave og skole.

Friheden fra job giver også anledning til at følge lidt mere med i den offentlige debat om forskellige emner. Især debatten, om hvorvidt fædre skal have øremærket barsel i ligestillingens navn, synes jeg er ret interessant, omend jeg synes der mangler en del nuancer, så det hele ikke bliver så ensidigt i fremstilling for eller imod. Men det har samtidig også givet mig anledning til at tænke lidt dybere over hvad min egen holdning til emnet egentlig er, og være i stand til at argumentere sagligt for min holdning.

Når jeg føler mig helt afklaret til at det sidste (saglig argumentation), vender jeg stærkt tilbage om endnu et indlæg om det samme. Men nu er det på tide at komme i seng. Den yngste har fået feber og vi har en nat med ukendt forløb foran os.

Der findes to typer præster i den danske folkekirke

En overvejende stor del af den danske befolkning går i kirke til tvungne lejligheder som konfirmation, barnedåb, bryllup og begravelse, og så også den juleaftensdag. Så det fleste kirker har fulde huse netop denne dag.

Denne dag kan folkekirkens præster groft sagt inddeles i to grupper: Dem der er glade for de fulde huse og ser det som en lejlighed til at komme ud med et budskab til de som ikke kommer i kirke så ofte. Den anden gruppe præster står med korslagte arme og betragter de mange årlige kirkegængere som en forstyrrelse i den kirkelige højtid. De larmer, ved ikke hvornår man skal stå op, og disse kirkegængere end ikke forsøger at sætte sig ind i det kristne budskab omkring julen.

I julen 2011 fejrede vi julen på Langeland og tog i den lokale kirke juleaftensdag, hvor vi fik skældt hæder og ære fra i en prædiken, der mest af alt var en kritik af hvor materialistisk alting var blevet nu om dage. Et debatindlæg i Politiken for nylig viser at der skam er andre præster derude med en lignende holdning.

Jeg har ingen ide om hvor stor en gruppe af præster, der går rundt og surmuler i juledagene, men jeg håber da at den ikke er meget større en de eksempler som jeg selv har stødt på. Jeg forstår til gengæld ikke at der bliver reageret sådan. Gudstjenesterne på netop juleaftensdag burde jo netop være en oplagt lejlighed til at prøve at kapre nogle flere kunder til butikken. Det er trods alt ikke hver gudstjeneste, hvor man kan få så mange nye ansigter i tale. Hvis man i stedet bliver mødt med en løftet pegefinger og et budskab om at man griber alting forkert an, så er det netop ikke fordrende for lysten til at vende tilbage i løbet af kirkeåret.

Vi tager i kirke på Langeland igen i aften. Denne gang hos en anden præst, så måske kan vi gå derfra med budskabet om en glædelig jul.