Lad os skabe konstruktiv debat om børnefamiliers vilkår

Jeg har med interesse fulgt med i debatten om børnefamiliers vilkår, da jeg som far til tre mindre børn, føler en vis indsigt i emnet. Allerede for to uger siden var jeg ved at fare i blækhuset med et forsvar for os stakkels børnefamilier, men på grund af tidsmangel – eller manglende prioritering fra min side – blev det kun ved tanken. Det gav mig så til gengæld mere tid til at reflektere over emnet. Og hen over dagene er jeg begyndt at indse, at debatten i den nuværende form ikke giver så meget mening. Hvorfor? Fordi det kræver to ting at skabe en konstruktiv debat om dette emne: Udgangspunktet for debatten og præmisserne for debatten.

Hvis udgangspunktet for en debat om børnefamiliers vilkår bliver at det er synd for forældrene, at de ikke kan få enderne til at mødes, så er det dømt til at gå galt på forhånd. Det er svært at få sympati fra andre, der ikke står i en lignende situation, og det kan næsten kun opfattes som klynk, hvor eneste løsning er at forældrene tager sig sammen og kommer videre.

Hvis udgangspunktet for debatten derimod havde været, at det faldende fødselstal i Danmark blandt andre årsager skyldes, at vilkårene for at stifte familie bliver opfattet som dårlige, så kan vi begynde at tage en debat.

Dette udgangspunkt kræver dog, at vi også er enige om præmisserne for debatten. Og den vigtigste præmis er, at vi skal være enige om at det faldende fødselstal er et problem, som der bør gøres noget ved. Og allerede her kan kæden hurtigt falde af, for det er de færreste danskere der vil opfatte det som deres problem, at der ikke fødes nok børn. Det er i stedet samfundets problem. Og samfundsproblemer er til for at blive løst af ansvarlige politikere, der via reformer forsøge at lave ændringer, der kan komme hele Danmark til gode. Politikernes udfordring i forhold til disse problemstillinger er blot, at de har at gøre med en meget varm kartoffel, for de kan blive tvunget til at gribe ind med holdninger omkring hvordan hver enkelt person (og vælger) bør leve sit liv. Og der er foreløbig ikke noget flertal, der har haft modet til at tage tyrene ved hornene, og for alvor adressere dette problem.

Debatten i sin nuværende er i bedste fald reduceret til en misforstået kamp mellem en nuværende forældre-generation, der synes det er svært at få enderne til at mødes, og en øvrig befolkning, der ikke kan forstå hvorfor de klynker så meget, når de selv har valgt at blive forældre.

Men der er grund til at lytte til kritikken, og til at tage den alvorligt. For det er den eneste måde vi kan få den gruppe af mennesker i tale, der fravælger at få børn og få dem overbevist om at det er sliddet værd. Og det er også den eneste måde, vi kan overbevise de familier der stopper efter barn nummer 1 eller 2, fordi alene tanken om et barn mere er nok til at få svedperlerne frem på panden. Det er de selvsamme familier, der skal bruges til at holde fødselsgennemsnittet oppe, men hvis alle kaster håndklædet i ringen på forhånd eller efter maksimalt to børn, så er det netop et symptom på de udfordringer, som de mødes med i hverdagen som børnefamilier.

Vi har en unik mulighed for at debattere, hvordan Danmark også på dette område kan levere de førende betingelser i globalt, når det gælder børnefamiliers vilkår. Men det kræver at vi tager et fælles udgangspunkt og er enige om præmisserne inden vi går i gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.