Unuanceret Politiken-artikel om forældres manglende samvær med deres børn

Politiken har i dag, 11. april 2015, bragt artiklen Børn i alle aldre har brug for deres forældre hver dag“. Artiklen er lavet på baggrund af en nylig undersøgelse fra Psykiatrifonden, og der fortolkes af eksperter på et enkelt spørgsmål:

Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn (f.eks. at lave mad sammen, spise sammen, læse højt, spille, lege)?“.

Resultatet er at “Halvdelen af alle forældre laver ikke noget sammen med deres børn hver dag. Det skader børns udvikling og selvværd, mener eksperter.” Herefter fortsætter resten af artiklen i samme rille om hvor foruroligende det er, at danske forældre bruger så lidt tid sammen med deres børn.

Svarfordelingen på spørgsmålet.
Svarfordelingen på spørgsmålet.

Eftersom hele undersøgelsen ikke er offentliggjort af Psykiatrifonden, så kan vi ikke forholde os til andet end det ene spørgsmål, som hele artiklen bygger på. Allerede her begynder de første alarmklokker at ringe. Valgmulighederne starter ved “Flere gange om dagen”. Derefter kommer “Dagligt” og herefter “Et par gange om ugen”. Eftersom en endog meget stor dele af de danske børn lever som skilsmissebørn, så kan de i sagens natur ikke være sammen med begge deres forældre hver dag, og derfor vil en skilsmisseramt forælder ikke kunne være sammen med sine børn hver dag. Vi kan håbe, at der rent faktisk er taget højde for skilsmissefamilier i analysen, men det virker ikke sandsynligt.

Jeg kan for mit eget vedkommende som gift far oplyse, at jeg ikke føler mig hjemme med nogle af disse muligheder, da jeg ikke nødvendigvis laver disse aktiviteter med mine børn hver dag. Jeg har ofte en dag eller to i løbet af en uge, hvor jeg ikke kommer hjem før børnene sover, og de bruger derfor tiden sammen med deres mor. Det betyder at jeg ikke kan svare “Dagligt”, men samtidig ikke føler at niveauet passer til “Et par gange om ugen”. Hvorvidt mine børn tager skade af min manglende daglige tilstedeværelse, vil jeg ikke forholde mig til her, men blot konstatere, at jeg – og givetvis en del andre forældre  – mangler en svarmulighed som “Næsten dagligt” eller tilsvarende.

Det havde været noget mere brugbart hvis spørgsmålet havde været vendt på hovedet til at lyde:

Hvor ofte laver dit barn/dine børn aktiviteter sammen med en af eller begge deres forældre (f.eks. at lave mad sammen, spise sammen, læse højt, spille, lege)?

Jeg er overbevist om at svarfordelingen i så fald ville have været væsentligt anderledes fordelt end ovenstående grafik fra Politiken.

Andre problemstillinger som artiklen bringer op er med til at fremstille undersøgelsen endnu mere ensidigt og unuanceret:

  • Det er et problem at forældrene ikke bruger daglig tid med sine teenagebørn. En gennemsnitlig teenager er ikke hjemme hver dag, da de bruger tid sammen med venner og på fritidsaktiviteter. Jeg vil først være bekymret som forælder, hvis jeg rent faktisk havde barnet hjemme alle ugens dage til aftensmåltider, da det vil kunne tyde på sociale udfordringer mere end harmoni og familieidyl.
  • Artiklen bygger på et eneste spørgsmål. Det er i sig selv ensidigt og er med til at fjerne alle muligheder for nuancer.
  • Det ene spørgsmål er udelukkende baseret på kvantitet, og ikke kvalitet. Jeg vil vove den påstand at det snildt kan lade sig gøre at have et velfungerende forhold til sine børn, selv om man ikke laver aktiviteter hver dag, hvis bare man er helt til stede i situationen, og giver børnene sin fulde opmærksomhed. Jeg vil ligeledes vove den påstand, at der kan findes mange eksempler på dårlig kvalitet i samvær med børn, selv om man er sammen hver dag. Vi bliver med andre ord ikke præsenteret for hvorvidt man som adspurgt forælder mener at familiesamværet fungerer godt og at ens børn i øvrigt trives.

Artiklens vinkel er i mine øjne med at til skubbe til alle forældres tvivl, om de nu gør det godt nok. Intet mindre end dagligt samvær er godt nok ikke denne sammenhæng. Alle andre bliver stigmatiseret som dårlige forældre, eller i hvert fald forældre der godt kan gøre det bedre. Det er en unuanceret fortolkning på et spørgsmål, som i sig selv er unuanceret, og derfor på ingen måde kan give et repræsentativt billede af kvaliteten af forældres samvær med deres børn i danske familier.

Jeg håber vi får lov til at se hele undersøgelsen, men skaden er sket, og vi er endnu en gang blevet stemplet som dårlige forældre.

Farvel og tak til Terry Pratchett

Den engelske forfatter Terry Pratchett er død efter længere tids sygdom. Dermed har vi mistet en stor forfatter, der forstod at formidle et stof på ganske mange planer.

Det er ved at være nogle år siden jeg sidst har læst nogle af hans bøger, og det handler primært om at jeg har fået børn, og læser meget få bøger generelt. Men hans bøger har været en del af mit liv siden min tidlige ungdom, og jeg skylder ham stor tak for mange timers underholdning.

Hvis du endnu ikke har læst nogle af hans fantastiske Discworld-bøger, så kan de varmt anbefales. De følger ikke en stringent handling, men har mange sideløbende karakterer og forløb, og du kan derfor springe på nogenlunde, hvor du har lyst. Bøger som “Guards! Guards!” eller “Going Postal” vil være et godt sted at starte.  “Witches Abroad” står også som et godt minde.

THE END.

Ønsker til den fremtidige kurs for de konservative

Efter Det Konservative Folkeparti har fået ny formand er nedenstående et menigt partimedlems håb om den fremtidige kurs.

Klare politiske budskaber med substans
Først og fremmest er der behov for at få kommunikeret hvad det vil sige at være konservativ. Og forklare hvorfor er der behov for de konservative i dansk politik. Det kræver nogle politiske mærkesager, der bliver kommunikeret klart ud. Jeg er helt enig i sangen om at der er mange flere konservative derude, end der er konservative vælgere, men de konservative landspolitikere har ikke gjort et særligt godt stykke arbejde i de senere år for at markere en skarp konservativ profil.

Dernæst vil en vis politisk tyngde og substans i budskaberne være gavnligt. Hvis det største kritikpunkt over for folkeskolereformen er de tvungne lektiecafeer, så er den nok ikke så slem endda. Og så bør man nok overveje at se sig omkring efter noget andet at bruge den sparsomme taletid i medierne til.

Jeg savner derudover noget hjerte og integritet i det som politikerne foretager sig. Alt for ofte virker seneste udmelding som en søgen efter det ledige standpunkt i den borgerlige blok. Det vil være langt mere klædeligt at erklære sig enig med de andre partier på de områder, hvor der ikke  er væsentlige uoverensstemmelser. Det ville i det hele taget være opmuntrende at se partier melde ud, når de øvrige partier kommer med gode forslag, der er helt i tråd med ens egen politik.

Fokus på budskabet – ikke på modstanderen
Hold fokus på hvad de konservative gerne vil gennemføre. Det betyder at der ikke er behov for politisk mudderkastning med lange fortæller om hvorfor de andre partier eller politikere ikke kan leve op til deres løfter eller konstant at søge efter at stille de øvrige partier i en ugunstig situation. Til partiets forsvar skal det dog siges, at det ikke har været mit indtryk at dette er sket i de senere par år.

Gå efter indflydelse – gå ikke efter urealistiske krav
Uanset om man er formand for Folketingets største parti eller er blandt de mindste, så handler landspolitik om at kunne tælle til 90 mandater. Og det betyder, at det ikke er muligt at få gennemført nogle former for politik uden at gå på kompromis med sine politiske målsætninger. Dansk politik har igennem de sidste 10-15 år imidlertid taget en uheldig drejning, hvor det åbenbart anses som et nederlag, hvis partier ikke får gennemført deres politik nøjagtigt som det blev fremført i deres politiske program. Politikerne og pressen i fællesskab har skabt et klima, hvor der åbenbart ikke er tilladt at være tilfreds med at have opnået indflydelse i et politisk parti. Hvad jeg virkelig har savnet har været kommentaren om at et forlig helt sikkert ville have set anderledes ud, hvis de konservative havde kunne diktere slagets gang, men at man nu engang er tilfreds med den indflydelse der er opnået. Det gælder som oppositionsparti, men i lige så høj grad som regeringsparti. Hvis det havde været legitimt for de konservative i VK-regeringstiden at fortælle hvor de var gået på kompromis og hvordan tingene ville have set anderledes ud med dem alene ved roret, så havde det været noget nemmere for dem at definere en profil. I stedet druknede de som et ideologiløst vedhæng til Venstre og Dansk Folkeparti. Den samme fortælling kan i en vis grad bruges om SF i deres nylige nedtur.

Ønsket herfra er med andre ord at være tilfreds med hvad der kan opnås, og derefter være skarp i kommunikationen af hvorfor uden at acceptere pressens higen efter konflikt og løftebrud.

Ovenstående ønsker kommer fra en hverdag meget langt væk fra Christiansborg, Og den afspejler et ønske om at profilere sig på en konservativ profil i stedet for at springe frem efter hvad der vil give mere opbakning i næste flygtige meningsmåling. Lad Det Konservative Folkeparti vise sit sande ansigt, og jeg er overbevist om at det vil give stemmer på langt sigt.

Lad os skabe konstruktiv debat om børnefamiliers vilkår

Jeg har med interesse fulgt med i debatten om børnefamiliers vilkår, da jeg som far til tre mindre børn, føler en vis indsigt i emnet. Allerede for to uger siden var jeg ved at fare i blækhuset med et forsvar for os stakkels børnefamilier, men på grund af tidsmangel – eller manglende prioritering fra min side – blev det kun ved tanken. Det gav mig så til gengæld mere tid til at reflektere over emnet. Og hen over dagene er jeg begyndt at indse, at debatten i den nuværende form ikke giver så meget mening. Hvorfor? Fordi det kræver to ting at skabe en konstruktiv debat om dette emne: Udgangspunktet for debatten og præmisserne for debatten.

Hvis udgangspunktet for en debat om børnefamiliers vilkår bliver at det er synd for forældrene, at de ikke kan få enderne til at mødes, så er det dømt til at gå galt på forhånd. Det er svært at få sympati fra andre, der ikke står i en lignende situation, og det kan næsten kun opfattes som klynk, hvor eneste løsning er at forældrene tager sig sammen og kommer videre.

Hvis udgangspunktet for debatten derimod havde været, at det faldende fødselstal i Danmark blandt andre årsager skyldes, at vilkårene for at stifte familie bliver opfattet som dårlige, så kan vi begynde at tage en debat.

Dette udgangspunkt kræver dog, at vi også er enige om præmisserne for debatten. Og den vigtigste præmis er, at vi skal være enige om at det faldende fødselstal er et problem, som der bør gøres noget ved. Og allerede her kan kæden hurtigt falde af, for det er de færreste danskere der vil opfatte det som deres problem, at der ikke fødes nok børn. Det er i stedet samfundets problem. Og samfundsproblemer er til for at blive løst af ansvarlige politikere, der via reformer forsøge at lave ændringer, der kan komme hele Danmark til gode. Politikernes udfordring i forhold til disse problemstillinger er blot, at de har at gøre med en meget varm kartoffel, for de kan blive tvunget til at gribe ind med holdninger omkring hvordan hver enkelt person (og vælger) bør leve sit liv. Og der er foreløbig ikke noget flertal, der har haft modet til at tage tyrene ved hornene, og for alvor adressere dette problem.

Debatten i sin nuværende er i bedste fald reduceret til en misforstået kamp mellem en nuværende forældre-generation, der synes det er svært at få enderne til at mødes, og en øvrig befolkning, der ikke kan forstå hvorfor de klynker så meget, når de selv har valgt at blive forældre.

Men der er grund til at lytte til kritikken, og til at tage den alvorligt. For det er den eneste måde vi kan få den gruppe af mennesker i tale, der fravælger at få børn og få dem overbevist om at det er sliddet værd. Og det er også den eneste måde, vi kan overbevise de familier der stopper efter barn nummer 1 eller 2, fordi alene tanken om et barn mere er nok til at få svedperlerne frem på panden. Det er de selvsamme familier, der skal bruges til at holde fødselsgennemsnittet oppe, men hvis alle kaster håndklædet i ringen på forhånd eller efter maksimalt to børn, så er det netop et symptom på de udfordringer, som de mødes med i hverdagen som børnefamilier.

Vi har en unik mulighed for at debattere, hvordan Danmark også på dette område kan levere de førende betingelser i globalt, når det gælder børnefamiliers vilkår. Men det kræver at vi tager et fælles udgangspunkt og er enige om præmisserne inden vi går i gang.

Statsministerens nytårstale var til gengæld god, men …

Efter at have skoset Dronningens nytårstale for at have fint indhold, men manglende form, så var det lige omvendt med statsministerens nytårstale. Den vandt på formen, god rød tråd og ganske sikker leverance. Der var slet ingen tvivl om at den var fint gennemarbejdet og øvet. Overgangene fungerede godt, og hun havde helt styr på sætninger og leveringen i øvrigt.

Hvad indholdet angik, så det er en anden sag. Kritikken for manglende internationalt udsyn og mangel på både miljø og Europaparlamentsvalg er sikkert ganske berettiget. Og at de offentlige ansatte og ældre skulle have så meget taletid kan sikkert også kritiseres. Hendes udfordring er bare i modsætning til dronningen at statsministerposten ikke har samme respekt, så uanset hvad hun havde valgt at tale om ville det være blevet mødt med kritik.

Men den var i al fald flot leveret.

Kommentarer til Dronningens nytårstale 2013

Jeg pippede i går at jeg synes Dronningens nytårstale var usammenhængende og uden de store budskaber. Twitter giver ikke meget plads til konstruktiv kritik, så et kortere indlæg følger om hvorfor jeg havde det som førstehåndsindtryk.

Jeg har læst talen igen her til morgen, og skal med det samme understrege at dette blot er min ydmyge holdning, og at jeg hverken har den store erfaring som taleskriver eller retoriker. Og dette bliver også blot nogle korte betragninger omkring hvad jeg manglede.

Talen består af seks afsnit.

Første afsnit: Hilsen til samfundets svageste og de der hjælper dem.
Talen starter direkte med dette afsnit, og der mangler først og fremmest en indledning af en eller anden form. I det mindste et “Godaften” til at markere at nu går vi i gang.

Pointen med afsnittet er at sende en hilsen til samfundets svageste og de mennesker, der hjælper dem. Det er en rigtig god ide, men måden talen kommer derhen ved at nævne om udfordringer en moderne familie kan have i højtiden bliver malplaceret. Især fordi Dronningen under oplæsningen lignede en, der læste det for første gang, og nok sjældent har bekymringer om hvorledes andre tænker om Kongehusets traditioner. Derfor kan det minde om sidste års tale, hvor vi blev belært om at opføre os ordenligt på internettet af en, som nok aldrig har åbnet en browser.

Så hilsnen til de svageste er god og relevant, men afsnittet ikke godt nok gennemarbejdet og ikke godt anvendeligt som indledning på talen.

Andet afsnit: Vi må ikke blive et småligt land
Kort og godt afsnit, og det bliver med stor sikkerhed også hvad talen vil blive husket for. Nemlig passagen om:

“Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land.”

Det indeholder gode og skarpe pointer og går lige på klingen af hvordan vi bør opføre os.

Tredje afsnit: Husk nærværet
Også et kort afsnit, som måske er for kort? Der bliver i hvert fald kun stille spørgsmål ved om vi nu også kommer hinanden nok ved, men der kunne med fordel have været bare en ekstra sætning om problematikkerne ved at glemme nærværet.

Fjerde afsnit: Jødeforfølgelse
Herefter springer vi direkte til et historisk tilbageblik om hvorledes de danske jøder under besættelsen blev hjulpet af uselviske danskere fra alle samfundslag fra forskellige kulturbaggrunde, og at vi skal huske ikke at lade forskelligheden stå i vejen for at hjælpe hinanden.

Femte afsnit: Hilsener til hele Rigsfællesskabet 
Det længste afsnit i talen, men indeholder ikke meget ud over de traditionelle hilsener til hele Rigsfællesskabet – ikke mindst det danske mindretal i Sydslesvig kan være glade for at blive nævnt i denne omgang. Overgangen til dette afsnit fungerer godt, og giver en god tråd.

Kommentaren om den smeltende indlandsis, kan være potentiels farlig, men er vel mest af alt ment som at vi skal være i stand til at udnytte de muligheder der byder sig, samtidig med at vi også er i stand til at beskytte både kultur og natur i Grønland.

Sjette afsnit: Afslutning
Der bliver taget flere tilløb til en afslutning, og det gør talen hakkende til sidst. Sætningen “Nu er der kun tilbage at sige tak for i år.” og minder ikke om noget der burde finde vej ind i en formel tale. Hvis afslutningen havde været bedre gennemarbejdet ville det have givet en langt bedre udgang på talen og dermed også et bedre indtryk afslutningsvist. Nu bliver det i stedet hakkende, og usikkert.

Konklusion
Indhold er bedre end form, og det er ærgerligt; for overordnet set har talen nogle gode temaer og pointer, men den glider ikke særlig godt. Der mangler bedre overgange mellem de forskellige afsnit, og det er ærgerligt for det er noget, der som regel kan løses ret enkelt. Overgangen fra fjerde til femte afsnit er lavet ganske enkelt og fungerer rigtig godt. Det mangler bare for de øvrige afsnit.

En ordenlig indledning og en bedre bearbejdet slutning ville også have give en langt bedre indpakning.

Derudover blev indtrykket også forværret af at HM Dronningen ikke var i topform på dagen, og flere steder gik kløjs i talen, hvilket kunne have været undgået hvis sætningerne havde været bedre gennemarbejdet og mere flydende undervejs.

Jeg glæder mig til en god Nytårstale 2014.

“Forældre holder sommerferie uden deres børn”. Hvad med lidt nuancering?

DRs topnyhed her til morgen hedder “Forældre holder sommerferie uden deres børn“, og handler meget kort om at 1 ud af 5 adspurgte forældre i en undersøgelse fortæller, at de i dele af eller hele deres ferie anbringer børnene i institution. DR får nu undersøgelsen vinklet til at “Forældre holder sommerferie uden deres børn”. Derefter får en BUPL talsmand lov til at være indigneret (“ligesom deres forældre har brug for ro, så har børnene det altså også. De har brug for ferie sammen med deres forældre“), og en repræsentant for forældre for lov til at forsvare, for det “tyder på, at der er to mennesker, der også vil pleje deres parforhold, og det kommer jo så i sidste ende hele familien til gode“. Men her er det allerede for sent, for vinklen er valgt: Vi skal være fortørnede over at forældre ikke bruger tid sammen med deres børn.

Men hvis vi nu lige træder et skridt tilbage, og ser på de faktisk skriver, så er vi ude i at 1 ud af 5 forældre sender børn i institution i dele af eller hele deres ferie. Vi ved med andre ord ikke hvor mange forældre, der feder den gennem hele ferien uden ungerne i løbet af dagen, eller hvor mange forældre der kun gør det i dele af deres ferie, og i øvrigt hvor langt tid disse dele drejer sig om. Nu er det ikke utænkeligt at Epinion og DR rent faktisk har spurgt om sådanne bagateller i deres undersøgelse, men de oplyser ikke om det, for det vil sikkert ødelægge deres vinkel og gøre det hele mudret – eller nuanceret om man vil.

De kunne også have spurgt om hvor mange forældre, der sender børnene på ferielejr eller hos bedsteforældrene i hele eller dele af deres ferie, og så kunne vi have været forargede over at det måske er helt op mod 4 ud af 5, der svarer ja til den.

Hvad er så problemet? Det er et problem for de børn, som aldrig holder ferie, men vi ved ikke hvor mange det drejer sig om. Måske er det kun 1 ud af 20 og de resterende 15% (af de 20% som vi skal være sure på) hører til i kategorien med dele af deres ferie, som vi igen ikke ved om det er en 1 dag ud af 15 eller 14 dage ud af 15. Det er også et problem for de forældre som aldrig får lov til at være kærester og se hinanden dybt i øjnene en gang i mellem. Men vi ved heller ikke hvor mange det drejer sig om.

Men det største problem er at DR for at kunne skabe en “nyhed” (for dette er vel næppe en overraskelse for nogen) har været nødt til at fremlægge tallene på en måde, så vi ikke ved hvilket grundlag de gerne vil have os til at være forargede på.

DR bør som minimum fremlægge alle tallene i undersøgelsen eller helt afstå fra at tabloisere en nyhed på så tyndt et grundlag.

Med venlig hilsen en far som netop nu har 2 ud af 3 børn på ferie hos bedsteforældre i sin egen ferie, og derfor overhovedet har tid til at skrive dette indlæg.

En ungdom uden alkohol

 

Inspireret af den netop genopståede debat (se f.eks. Berlingske eller hør P1) omkring alkoholkulturen i Danmark kommer her min version af hvordan en ungdom uden alkohol har været.

Jeg har ikke været beruset i de sidste 12 år. Jeg stoppede med andre ord med at drikke, da jeg var i starten af tyverne. Det var ikke et valg som jeg traf af egen fri vilje, men et valg, jeg blev tvunget til at tage. Jeg begyndte ret pludseligt at få voldsomme migræneanfald i stedet for tømmermænd. Det tog lidt tid at finde ud af den nøjagtige årsag, men da det stod klart for at mig at prisen for at drikke to øl på en aften kunne være op til to dage i sengen, så gav det sig selv at det var det ikke værd, uanset hvor god en fest, jeg måtte gå glip af.

Min nære vennekreds var hurtige til at acceptere at jeg ikke længere drak, og jeg har aldrig følt noget afsavn i forhold til dem. Men det har afgjort været en hæmsko i forhold til at møde fremmede mennesker i byen, til firmafester eller i studietiden. Man bliver betragtet med en vis skepsis, når man hele aftenen kun drikker cola eller kommer med egne alkoholfri øl (der findes faktisk alkoholfri øl, som smager ganske godt).

Jeg har aldrig følt mig presset til at drikke alkohol, men jeg er ganske ofte blevet mødt med undren over hvorfor jeg ikke festede på lige fod med resten af selskabet.

Da jeg i sin tid startede på mit studie var det i forbindelse med rustur og intro-fester at de fleste relationer blev knyttet. På en fire dages rustur, hvor det primært handler om at drikke og feste, der bliver man socialt kørt bag om dansen af en grupperelation, der bliver dannet i en brandert. Det kom for mit vedkommende til at præge det meste af mit bachelorstudie, at jeg aldrig fik knyttet de indledende bånd med mine medstuderende.

I mit arbejdsliv har det været en del nemmere, da alkohol heldigvis kun spiller en rolle til firmafester. Og her kan det ligefrem være en fordel at kunne huske hvert et ord og sandhed, der er blevet sagt i løbet af en aften. Men alligevel har jeg måtte forklare mit manglende indtag af alkohol gang på gang. Nogle gange har jeg så fortalt den rigtige grund, selv om jeg dybest set ikke føler at mit sygdomsliv kommer andre ved. Andre gange kan jeg bruge en undskyldning om at være i bil.

Den danske kultur kan ganske enkelt ikke rumme, at man ikke drikker bare fordi man ikke har lyst. Der skal være en grund. Og det er for mig den største advarselslampe, at det betragtes som unormalt, når man ikke drikker.

Alkohol er så tæt vævet sammen med enhver form for socialt samvær i Danmark, at det er næsten umuligt at gebærde sig blandt andre uden at man selv indtager alkohol eller i det mindste lader som om. Det starter allerede med ungdomsfesterne og halballer, hvor man mødes og drikker sig en kæp i øret før festen og senere gemmer flasker rundt omkring i buskene for at holde det ved lige. Senere er det helt åbenlyst ved fester på ungdomsuddannelser, at det handler om at få en brandert op at køre så hurtigt som muligt. På et tidspunkt kammer det heldigvis over for det fleste, og så bliver det pinligt at være sanseløst beruset. Her gælder det mere om at bære sin brandert med måde, så man dog selv kan finde hjem ud på aftenen. Men det ændrer ikke ved at alkohol er det sociale bindeled i stort set alle sociale sammenhænge.

I dag har jeg lært mine egne grænser og krop at kende så godt, så jeg godt kan nyde en øl eller glas vin i ny og næ, og jeg er givetvis også i stand til at blive fuld uden større tømmermænd end alle andre plejer at få, men nu har jeg ganske simpelt ikke lyst til at blive fuld eller ligge brak dagen efter. Jeg synes ikke at det er det værd. For det første føler jeg et ubehag og mangel på selvkontrol ved at være påvirket, og det giver for mig ingen mening at være ramt af en tømmermandstilstand som jeg selv har påført mig. Men det har taget mange år at blive så sikker på mig selv, at jeg ikke længere til enhver fest føler at jeg går glip af noget, når stemningen bliver løftet på grund af alkoholens indtog.

Danmark lader til at stå ret alene med den alkohol-kultur som vi har, så det kan tilsyneladende godt lade sig gøre at komme igennem en ungdom uden at skulle drikke sig fra sans og samling hver weekend. Og det kan tilsyneladende også lade sig gøre at drikke med måde eller helt at lade være uden at man bliver stemplet som unormal. Men hvordan får vi vendt stemningen herhjemme?

Det er værd at hente inspiration fra kampen mod rygning. I mine ungdomsår var det sejt at ryge til fester, men samtidig respekterede man dem som ikke røg af princip. I dag er stemningen efterhånden vendt mod rygning, og færre unge begynder at ryge. Det har taget mange år at nå så langt, og jeg tror umiddelbart ikke at det kan gøres hurtigere med alkohol.

Derudover er der behov for at både forældre og skoler kommer på banen og ved fælles indsats tør blande sig i den livsstil som deres børn og elever fører. Jeg tror ikke på at man kommer langt med deciderede forbud, men begrænsninger og fornuft kan godt trænge ind. Det kan for eksempel gøres ved at tage mere ansvar til fester på ungdomsuddannelser og ungdomsfester generelt ved at udstikke retningslinjer om at sanseløst beruselse ikke er acceptabelt og at forældrene vil blive ringet op. Det bør også kunne lade sig gøre at skabe nogle miljøer omkring disse fester, hvor det bliver vist at man godt kan have det sjovt uden nødvendigvis at være drukket fra sans og samling.

Forældre skal have modet til at blande sig i deres teenageres liv og ikke acceptere undskyldninger om vennerne passer på hinanden, hvis det er helt tydeligt at ens barn har mere end normale tømmermænd dagen efter. Og det selv samme forældre skal selvfølgelig ikke bruge enhver familiefest som lejlighed til at drikke sig en kæp i øret, så børnene får en opfattelse af at det er helt okay at drikke.

Hvis du allerede i ungdommen får skabt en stemning om at sanseløs beruselse ikke er et ideal, men i stedet er kikset, så vil det også smitte af, når samme ungdom senere i livet indtræder i de voksnes rækker. Men for at det virkelig skal have effekt, så er der er behov for at alle generationer udviser ansvarlighed og vi får vist at det faktisk godt kan lade sig gøre at have det sjovt uden at der skal drikkes voldsomt samtidig.